Aabybro Dyrehospital
Godkendt af Den danske Dyrlægeforening

Ormestrategi:

Ormestrategi går ud på at man ønsker at få at vide, hvilke og hvor mange orm den enkelte hest har, og efterfølgende KUN behandle de heste hvor det er nødvendigt.
Hvorfor er det vigtigt at lave en ormestrategi? Orm er en belastning for hestens immunsystem, og hvis ormebyrden ikke holdes nede, vil hestens almene tilstand forringes. Dette kommer ofte til udtryk i form af vægttab, sløvhed og mat pels. Præstationsevnen vil som følge heraf nedsættes. Desuden ses det ofte at en stor ormebyrde kan føre til diarré og/eller kolik. Følges en ormestrategi, vil risikoen for fejlbehandling desuden minimeres. Der er nemlig forskel på ormemidlernes effekt over for de forskellige orm, så
det er vigtigt at vide, præcist hvilke typer af orm, der skal behandles for. Sidst men ikke mindst er det meget
vigtigt, at der i håndteringen af ormeproblemet sørges for, at ormene ikke udvikler resistens for ormemidlerne. Tidligere tiders ukritiske og massive brug af ormekure har eksempelvis gjort, at vi i dag har udbredt resistens over for en del af de almindelige ormeprodukter vi har på markedet. Det er yderst uheldigt, da det ikke ser ud til at der kommer nye produkter på markedet de næste 5-10 år.

ORMESTRATEGI
• Alle heste får lavet halvårlig gødningsprøve forår (15. marts - 30. maj) og efterår (15. august
- 15. oktober).
• Gødningsprøven skal være frisk og uden jord- eller halmtilblanding, alt luft presses ud af
posen, den opbevares køligt og afleveres inden for et døgn på klinikken (Østergade 54, 9440)
• Heste med over 200 æg pr. gram af cyathostomer behandles. Heste med blodorm eller
spolorm behandles ved fund af æg.
• Massivt inficerede heste med over 1000 æg pr. gram behandles og kontrolleres med en ny
gødningsprøve 14 dage senere.
• Føl behandles efter gødningsprøveresultatet fra de er 6 - 8 uger gamle. Afhængigt af antallet
og typen af orm behandles de op til hver 2.-3. mdr. indtil de er 1-2 år.
• Drægtige hopper undersøges og behandles om nødvendigt 3-4 dage før indsættelse i
foleboksen eller 14 dage før forventet foling.
• Smittepresset nedsættes om muligt ved foldskifte juli/august, foldhygiejne, omlægning af
folde hver 2-3 år og samgræsning med drøvtyggere.
• Nye heste isoleres indtil deres ormestatus er kendt.
Hvis der er tale om over 10 stk gødningsprøver er det en rigtig god idé at ringe og bestille tid, så vi kan afsætte tid til at lave dem. For at få et pålideligt resultat, er det vigtig at prøverne ikke ligger for længe.

De nødvendige ormekure kan receptordineres eller afhentes på klinikken efter aftale.
Spørgsmål kan rettes til klinikken.
 

Aabybro Dyrehospitals Petshop
Østergade 54 · 9440 Aabybro · Telefon: 98241047 · Telefax: 98241030 · CVR: 32886175